Fra kyst til kyst – cykelferie fra telt til telt
8 dage - 7 nætter - ca. 365 km
Sønderjylland fra kyst til kyst er en 8 dages rundtur som forbinder den flade Vadehavskyst i vest med den kuperede østkyst. Du cykler fra camping til camping, og overnatter i et Ø 5 meter store tipi-telte fra De Waard. Teltene er indrettet med feltsenge med dyne og puder og skammel med bordplade som sengebord. Der er spisebord med stole, service, gryder og bestik. Dagsetaperne er omkring 65 km, og undervejs kommer I forbi Sønderjyllands købstæder og seværdigheder.
Dag 1
Ankomst til Kruså Camping. Campingpladsen ligger i udkanten af Kiskelund Plantage, og ikke langt fra grænsen til Tyskland. Slå jer ned ved de hyggelige pool-område, tag en runde minigolf eller udforsk området på gåben. Bilen kan I parkere på campingpladsen, mens I cykler fra kyst til kyst.
Dag 2
Jeres første cykeldag starter ved den dansk-tyske grænse. Her hægter I jer på den Nationale Cykelrute N8 – Østersøruten igennem Aabenraa, som ligger for enden af Aabenraa Fjord. Herfra tager ruten jer over den bakkede halvø - Løjtland og forbi Genner Strand til Gaasevig Strand Camping. Gaasevig ligger for enden af vejen, og har sin egen badestrand.
Dag 3
Dagens rute tager jer med over Haderslev Næs, hvor I skal cykle dele af pilgrimsvandreruten Camino Haderslev Næs. Dagens cykeltur er på ca. 50 km og undervejs møder I små landsbyer og skønne feriehusområder helt ned ved kysten. Har I lyst til en lidt længere dagstur er det muligt at tage færgen over til Årø – den sejler hver time fra Aarøsund. På øen kan I besøge mikrobryggeriet Aarø Bryg, en vingård eller et af øens spisesteder. Fra Aarøsund går ruten forbi små landsbyer til Haderslev, som er kendt for sin smukke domkirke. Campingpladsen I skal overnatte på, er del af Haderslev Byferie, som ligger med udsigt til Haderslev Dam.
Dag 4
I dag skal I krydse den jyske højderyg, og lader morænebakkerne og fjordene ligge bag jer. På jer venter en tur igennem Haderslev Tunneldal, forbi Tørning Mølle og slotsbyen Gram. Her kan I besøge Gram Slot, gå en tur i den smukke have, få en bid mad i caféen eller på terrassen ved slotskroen. Herefter går ruten igennem skov og eng, forbi åer og søer indtil i rammer Arrild. Her i skoven ligger Arrild Ferieby, som udover campingpladsen har en restaurant, svømmehal og egen købmand.
Dag 5
I går krydsede I højderyggen, og landskabet hælder ned til Vadehavskysten. Ved den lille by Hjemsted ved Skærbæk, står udsigtstårnet Marsk Tower, som er designet af arkitektfirmaet Bjarke Ingels Group, BIG. Tårnet er en del af Marsk Camp, med autocamperplads, glampingtelte, cafe, restaurant og ishus, samt adventure minigolf – et oplagt sted at holde ind og nyde en lækker frokost, få en kop kaffe eller spise en is inden I cykler videre over Rømødæmningen.
Vadehavsøen Rømø har et helt andet landskab end det I hidtil har set. Her er hede, lyng, skov og mose. Her er også brede sandstrande og klitter. Cykel øen rundt, tag en afstikker og besøg Naturcenter Tønnisgaard eller Nationalmuseets Kommandørgård og bliv klogere på naturen og øen. Tilbage på fastlandet følger ruten Nationalrute 1 – Vestkystruten mod syd, og fører jer til Ballum Camping.
Dag 6
Dagens etape går i en næsten lige linje tilbage til østkysten. Er heldet med jer, er der vestenvind, og har I medvind hele vejen. Undervejs kommer I igennem byerne Bredebro og Løgumkloster. Løgumkloster er kendt for sin flotte kirke, og den delvist bevarede østfløj af klosteret som har navngivet byen. Kirken har åbent for besøgende, og har I brug for en lille pause kan I gå på opdagelse i dets historie. Fra Løgumkloster fører ruten videre forbi Hellevad og stationsbyen Rødekro inden den går ad snoede skovveje til Aabenraa City Camping. Campingpladsen ligger på en bakke i udkanten af byen, og har udsigt over byen og havet.
Dag 7
På feriens sidste cykeldag tager ruten jer gennem det bakkede område øst for Aabenraa til Sønderborg. Her er der rig mulighed for at gå på opdagelse i den Sønderjyske historie, på Sønderborg Slot eller Historiecenter Dybbøl Banke. Nyd frokosten på en af byens caféer eller restauranter med udsigt over vandet. Bakken ved Dybbøl Mølle er dagens højeste punkt. Herfra fører ruten via Broager med sine tvillingtårne, og tæt langs med kysten og udsigt til Tyskland.
Ved Kollund drejer ruten væk fra kysten og fører jer tilbage til Kruså Camping.
Dag 8
Afrejse
Campingpladserne tilbyder forskellige tilkøbsmuligheder, bl.a. morgenmad og aftensmad. Dette kan tilføjes til din booking ved at trykke på "ændre tilvalg" under den enkelte campingplads, når der er valgt dato for turen.
Oplever du problemer med at booke, kontakt da Destination Sønderjylland på 81824570 mandag til fredag, eller send os en mail på info@dssj.dk